Vi bruger cookies for at sikre du får den bedst mulige oplevelse på vores hjemmeside - skift indstillinger

    Rockhistorier

    TEATER95b

    fre 24 sep 2021 19:00

    ’Rockhistorier’ er en populær podcast, som over foreløbig 150 afsnit er blevet drevet af værterne Henrik Queitsch og Klaus Lynggaards uangribelige entusiasme, kolossale viden og indbyrdes kemi. Deres definition af rock er bred og rummelig, og levner plads til genrer som country, hiphop, soul, blues, R&B, folk og electronica. Helt centralt står portrætudsendelser om såvel helt store som mere obskure kunstnernavne fra de sidste små 70 års populærmusik – fra Muddy Waters udsendte sin første 78’er i 1948 til Lana Del Reys seneste lp.

    Portrætterne varieres med temaudsendelser om for eksempel genrer eller pladeselskaber, mixtapes om forskellige fænomener samt ikke mindst gæsteoptrædener af koryfæer fra den danske musikscene, fra Allan Olsen til Lydmor. Det er konsekvent værternes egne kæpheste, der trækkes ind i manegen, for det er det bedste ved at have sin egen podcast – selv at kunne bestemme suverænt over stoffet!

    Live følger showet samme form som podcasten, det vil sige et forløb af enten to timers varighed (uden pause) eller 2½ time (med pause) gennem enten en kunstners karriere eller et tema eller et mixtape – alt efter aftale.

    Værterne Henrik Queitsch og Klaus Lynggaard har nørdet musik sammen i fem årtier samt hver især haft en praksis som musikkritikere ved dagblade som Ekstra Bladet, Information og Weekendavisen. De har endvidere redigeret to antologier sammen: 'Loaded – om The Velvet Underground, Lou Reed, John Cale, Nico' (2004) og ’CHANGES – Tekster om David Bowie’ (2017).

    Dette arrangement er blevet aflyst. Hvis du har købt billetter, så kontakt venligst vores kundeservice for information omkring refundering.